PERCORSI STORIA E CULTURA GALLERIA FOTO PROSSIMI EVENTI CONTATTI LINKS

     
 Rejseliv    

Lagt på www.berlingske.dk den 23. august 2002

Et bjerg for sig selv (Con una montagna accanto)

Oppe fra bjergets skråninger er der denne fabelagtige udsigt over det flade land nord for Rom.
Lige nord for Rom står der et bjerg, som allerede begejstrede den romerske digter Horats, og som siden har betaget mennesket fra H.C. Andersen til nutidens hastigt forbipasserende bilister på den sydgående motorvej. Efter flere tusind år som helligt bjerg er Monte Soratte nu blevet indviet som naturpark og har så småt taget fat på et nyt kapitel som udflugtsmål for turister i Rom, der trænger til et par aktive dage på landet.

SANT'ORESTE

Nord for Rom står der et ensomt kalkstensbjerg midt i det flade ingenmandsland mellem det nære og det fjerne. Blandt kæmper en dværg, men der er ingen kæmper heromkring, så set nordfra fra den beskedne amerinerbjergkæde ligner bjerget med den stortformede profil en gigantisk rygfinne, der flænger sletten og rammer klokken 691 meter oppe, en absolut rekord på disse kanter.

Sydfra ser det ud som om resten af uhyret har krænget Den romerske Kampagne af sig og skal til at kaste sig over Rom for at fortære byen i én mundfuld. Og set fra øst, lige efter motorvejsstationen Flaminia ovest, tegner bjergkammens profil et gådefuldt liggende ansigt. Først minder det om en moai, en af menneskestatuerne på skråningerne af den udslukte vulkan Ranoa-Ratataku på Påske-øerne. Men så retter linjerne sig ud, og på et bestemt sted gengiver bjerget grangiveligt den fascistiske diktator Benito Mussolinis profil, iført bulet kamphjelm og klar til kamp, skønt sovende.

Soratte, hedder bjerget, eller Soracte, som Goethe, Lord Byron og H.C. Andersen kaldte det i deres rejsedagbøger og værker. Monte Soratte.

Som sin australske slægtning, sandstensmonolitten Uluru sydvest for Alice Springs, er Soratte mere end bare et bjerg. Så længe der har været mennesker til at betragte det, fantasere om det og bestige det, har det været en bøje på havet, et dvælepunkt for tanken, en ø, et fristed, et tempel, et forsvarsværk, nogle har sågar påstået det er en nedstyrtet meteor, hvilket skulle forklare en klump af kalk midt i et vulkansk område, og undervejs er bjerget bare blevet smukkere og mere dragende end nogen sinde, også i dag, hvor dens skove ikke længere henvender sig til munken eller krigeren, men turisten med sine vandrestøvler, sin drageflyver eller sin mountainbike.

Når blikket rammer Soratte, hænger det fast i et håbløst forsøg på at udfritte de grønklædte klipper deres hemmeligheder. Men bjerget forbliver tavst i sin majestætiske ophøjethed. Og så er det nysgerrigheden bliver til forelskelse, og man mærker, at man før eller siden vil give efter og dreje af ved udkørslen Ponzano Romano-Sant'Oreste, stille bilen og fortsætte til fods, helt op til toppen. Men selv når man er nået helt derop og kan smugkigge på Tiberens drævende løb mod Rom, får sjælen ikke fred. Under vejs er forelskelsen blevet til besættelse, og selv om man finder hjem, vil en del af én selv for altid blive deroppe.


Mange steder på bjerget møder turisten kirke- og klosterruiner.

Se hvor Soracte står hvid af sne, skrev den romerske digter Horats (65-8 f.Kr.) i en af sine berømte oder til naturen, efter han for over to tusinde år siden var kørt forbi nede på oldtidsvejen Via Flaminia og var blevet slået af bjergets skønhed. Også hans samtidige digterkollega Vergil nævner Soracte flere gange i sit nationale helte-epos Æneiden, og ligeledes den lidt senere romerske forfatter Plinius den Ældre, som skulle komme af dage ved det vulkanudbrud, der begravede Pompeji og Herkulaneum.

På deres tid var Soratte endnu ikke en romersk helligdom, men et kultsted for de førromerske folk Falisci'erne og Capenati'erne, som dyrkede guden Soranus oppe på bjergets top og dansede på gloende kul for at komme ham nærmere, ganske som det endnu kan ses i dag i det nordlige Grækenland på grænsen til Makedonien.

Allerede i antikken var Monte Soratte altså ikke bare et geografisk, men også litterært og religiøst pejlemærke, som det var svært at komme uden om, og i den anden ende af historien skulle tråden blive taget op af de første dannede rejsende, som bevægede sig forbi bjerget på deres vej mod Rom.

Den klumpfodede engelske digter Lord Byron (1788-1824), som boede i Italien i de sidste otte år af sit liv, benyttede sig i den eksotiske versfortælling Childe Harold's Pilgrimage for eksempel af Soratte til at komme i kontakt med Horats og over for ham udtrykke sin dybe beklagelse over, at han aldrig rigtig fik lært at holde af hans digterkunst, fordi poesien efter hans mening var druknet i romantik.


Set fra det flade land er Monte Soratte en grøn skønhed.

I det 77. vers af den fjerde sang skriver Byron i 1818:

»Then farewell, Horace; whom I hated so,

Not for thy faults, but mine; it is a curse

To understand, not feel thy lyric flow,

To comprehend, but never love thy verse:

Although no deeper Moralist rehearse

Our little life, nor Bard prescribe his art,

Nor livelier Satirist the conscience pierce,

Awakening without wounding the touch'd heart,

Yet fare thee well -- upon Soracte's ridge we part.«

Nogle tiår forinden var den tyske digter Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) raslet forbi Soratte i starten på sit eget eventyr. »...bjerget Soracte ligger helt malerisk isoleret her, rimeligvis et til Apenninerne hørende kalkbjerg,« skriver han tørt i byen Città Castellana, det nuværende Civita Castellana, den 28. oktober 1786. Og så tilføjede han, mere entusiastisk: »I morgen aften altså i Rom. Jeg kan næppe tro det endnu...«


Monte Soratte er nu indviet som naturpark, og turisterne er begyndt at lægge vejen forbi det sære bjerg.

Her optræder Soracte for første gang som den sidste, afgørende kilometersten inden målet. Så nær, og dog alligevel så fjern. Og da Goethe nåede til Rom og efter en måned kravlede op på taget af Peterskirken lige som så mange turister gør det i dag, fik han øje på bjerget endnu engang, men denne gang som romerne ser det, netop som markør mellem det fjerne og det nære.

»Vi besteg kuplen og så ud over Apenninernes lyse muntre landskaber, bjerget Soracte...«

47 år senere, i 1833, blev det så vor egen Hans Christian Andersens tur. Han nævner første gang bjerget i sine dagbøger den 22. oktober: »Vi saae Apeninerne med Snee og Soracte...,« måske lidt ærgerlig over, at der ikke var sne på selve Soratte som i Horats' berømte digt. I de følgende år dukker massivet op som reference hist og pist, over en vandledning, mellem to andre bjerge. Altid det samme bjerg, og dog med et nyt ansigt hver gang.


Helt på toppen ligger et lille kloster, indviet til Den hellige Sylvester.

Den 31. januar 1834 noterede Andersen: »Gik hen at tegne Soracte af og gik nu paa Auctionen der holdtes i Thorvaldsens Gaard over en afdød Malers Efterladenskab.« Tegningen eksisterer endnu og er gengivet i kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsens »Jeg saae det Land,« der udkom i 1990 på Gyldendal. En fin skitse, hvor Andersens enkle, lidt naive streg afstikker de rammer, hvori Sorattes magi udspiller sig, en Andersens fortolkning af et allerede eksisterende værk, sandsynligvis af Camille Corot, en enkelt af de utallige malere, som i det sidste par århundreder har foreviget bjerget.

Til sidst får Soratte også sneget sig ind i Andersens dagdrømmende roman »Improvisatoren,« der blandt andet udspiller sig i Rom med alt hvad den kan trække af romantiske forviklinger, ophøjede skuespillerinder, uventede møder, hjertegribende blinde og æteriske kærlighedsforhold, alt imens hovedpersonen, et fattigt barn opfostret af rige beskyttere - drager fra den ene succes stil den anden og til sidst tager afsked med Rom med følgende ord:

»Har Verden endnu nye Smerter for mig, flere Giftdraaber selv den eneste Læd ske drik: Friheden, at flyve ud i Guds Verden, dryppes mig som Ædder i min dybe Vunde. Bort fra Rom, bort fra Syden, hvor alle Erindringsblomsterne staae, over Appeninerne, mod Norden, der ligger jo Sneen paa de høie Bjerge! fra Alperne viftes Kulden ned i mit varme Blod! mod Norden til det svømmende Venezia: Havets Brud! Gud! lad mig aldrig mere vende tilbage til Rom, til mine Erindringers Grav! Farvel mit Hjem, mit Fædrenested!« Og efter den svada lod Andersen så vognen med den hovedperson, der lignede ham selv til forveksling rulle »over den øde Campagne; Peterskuppelen skjultes bag Høiene, vi kom forbi monte Soracte, over Bjergene til det snevre Nepi...« Soratte lukker og slukker for den Rom-farende.


Under 2. verdenskrig havde den tyske general Kesselring indrettet sit hovedkvarter i hulerne på bjerget.

I dag står Monte Soratte der endnu med legenden i sin hule hånd og sine kirke- og klosterruiner på ryggen og tager imod de besøgende, der mere end turister dog stadig ligner pilgrimme på rejse til historien. Slår man for eksempel op i den italienske renæssancedigter Dante Alighieris (1265-1321) »Guddommelige Komedie« fra starten af 1300-tallet, kan man læse, at Soratte var en vigtig brik i de hændelser mellem den romerske kejser Konstantin I den Store (280-337) og pave Sylvester I, som fik kejseren til at give sine undersåtter religionsfrihed.

»Som Constantin Sylvester bad, om ikke han ville komme fra Soractes dale, hans Sot at læge,« skriver Dante.

Historien er kort fortalt den, at pave Sylvester under kristenforfølgelserne havde søgt tilflugt på Soratte, hvor der allerede i 500-tallet blev opført det første kloster, sandsynligvis oven på resterne af Apollon-templet. Men så blev kejseren ramt af spedalskhed, og i sin nød tilkaldte kan Sylvester, som helbredte ham og således omvendte ham til kristendommen. På Soratte er der stadig et aftryk i klippen af noget, der kunne ligne en æselhov. Ifølge traditionen blev det afsat af det æsel, der bragte Sylvester til Rom, og der skulle være flere af den slags aftryk på vejen til hovedstaden.


Gør en afstikker ned af bjerget til småbyerne.

I virkeligheden var religionsfriheden allerede indført under Sylvesters forgænger, og historien er det rene opspind, som af politiske grunde blev udbredt af pave Stefan II flere århundrede senere. Men løgnehistorien hænger godt fast. Når man i dag besøger det lille kloster, der er indviet til Den hellige Sylvester på det øverste punkt af Soratte, genfinder man den i ufortyndet udgave sammen med en række hensygnende fresker, hvoraf en enkelt engang forestillede noget så sjældent som madonnaen der ammer sit barn. Senere faldt motivet for censuren, men omridset anes stadig, og det bare kirkerum har ikke mistet sin kraft i tidens løb, skønt kirken flere gange er blevet frarøvet sine smukkeste kunstværker.

Efter Sylvester fulgte flere legendariske skikkelser på Monte Soratte. En af den var mirakelmunken, den senere helgen San Nonnoso, som med bøn kunne fjerne kæmpesten og få skår til at heles. Senere fulgte longobardere, først som plyndrere og siden som velgørere, så karolingerne der byggede op og saracenerne der hærgede, men for hvert ryk blev Soratte befæstet med flere kirker og klostre, hvoraf der i dag er en pæn håndfuld tilbage.

Sidste kriger på bjerget var en mand på randen af fortid og nutid, rædsel og hæder. De ældste borgere i den lille by Sant'Oreste, der ligger halvvejs oppe på Soratte, husker ham endnu: Den tyske feltmarskal Albert Kesselring, chef for hærgruppe C i Italien 1943-44, øverstbefalende på vestfronten fra februar 1945, i 1946 dømt til døden for en række krigsforbrydelser rettet mod civile, senere strafændring til livsvarigt fængsel, løsladt 1952, død 1960.

I 1944, mens slagterhuset endnu var åbent i Anzio, havde Kesselring indrettet sit hovedkvarter på Soratte, i et kilometerlangt hulesystem vandet sammen med tidligere tiders mineselskab havde gravet i bjergets kalkholdige indvolde. Et slags Anden Verdenskrigs svar på Tora Bora, om man vil, og således et af hovedmålene, da De Allieredes store offensiv mod de tyske styrker i Italien startede en time før midnat den 11. maj 1944. Bomberne begyndte at regne ned over bjerget næste eftermiddag, da den første bølge på 36 B-17 bombefly, de såkaldte »flyvende fæstninger«, tømte deres last ud over Kesselrings hovedkvarter. Da den sidste bølge havde lettet sig for sine 500 og 1.000-kilo bomber, lå Soratte indhyllet i en stor sky af røg og støv. Kesselring holdt dog ud en måned endnu. Så rykkede han videre, dagen før De Allierede indtog Rom.

Siden overtog den italienske hær hulerne og udbyggede dem til ammunitionsdepot, der strakte sig over i alt 14 underjordiske kilometer. I dag er også hæren på vej ud, og Monte Soratte tog for fem år siden med sin nye status som naturpark fat på et nyt kapitel: Som mål for en- eller todagesturister fra Rom, der kommer hertil for at vandre, køre på mountainbike, klatre op ad de lodrette klippesider, udforske de naturlige hulesystemer eller kaste sig ud fra toppen med vinger på ryggen eller sejle på Tiberen.

Det er alt sammen endnu i sin vorden og bærer præg af det, men hver eneste meter ad de tilgroede stier er belagt med historie, som bare venter på at blive opdaget på bjerget, der er som ingen andre.

Vejen til Soratte

Foreningen Avventura Soratte organiserer året rundt eskursioner af alle typer på Monte Soratte. Mere info (også på engelsk) og kontakt på webadressen: www.avventurasoratte.com

Tur-retur:

Monte Soratte ligger ca. 45 km nord for Rom. Man kan komme dertil i bil fra Rom ad Via Flaminia, eller motorvej A1 med udkørsel ved Ponzano Romano-Soratte eller Fiano Romano. Eller man kan tage toget med afgang fra blandt andet Piazzale Flaminio, eller bussen fra Saxa Rubra med udstigning på Sant'Oreste station.

Mad & drikke:

Ristorante »Il Noceto«, loc. Noceto, Sant'Oreste, Ristorante »Da Romano«, Sant'Oreste Scalo, Pizzeria »Soratte«, Via A. Farnese 3, Sant'Oreste.

Overnatning:

Bed & Breakfast Cariano, v/ Michaela e Francesco Leoni, loc. Cariano, Via Civitellese km 2,2, Sant'Oreste (RM), Italia. Tlf/Fax +39 0761 578221.

Bondegårdsferie Azienda Agricola »Monterone« v/ Nunzio Di Pillo, 00060 Ponzano Romano (RM), Italia. Tlf/Fax: +39 0765 338019. Webadresse: http://www.dipillo.it